På di.dk anvender vi cookies til en række forskellige formål i forbindelse med funktion, webanalyse og marketing. Klikker du videre på sitet, accepterer du, at der sættes cookies til disse formål. Du kan læse mere om cookies og fravælge brugen af dem på denne side.
Månedens medlem i oktober 2015

I DI Energi har vi medlemmerne i fokus. For at give et indblik i medlemmernes verden stiller vi hver måned skarpt på et af vores 400 medlemmer.

Medlemmet får fem skarpe spørgsmål og fortæller om, hvad der optager dem netop nu.

I oktober er Advansor månedens medlem. 

Managing Director Kim G. Christensen besvarer fem skarpe spørgsmål om, hvem Advansor er, hvad de har fokus på netop nu, og hvad deres vigtigste fordel er af at være medlem af DI Energi.

Hvem er Advansor?
Advansor er den førende OEM-producent af bæredygtige køleanlæg til bl.a. supermarkeder, køle- og frostlagre, fødevareforarbejdende industri, kemisk industri samt luftkonditionering.  

Advansor køleanlæg anvender CO2 som kølemiddel, og teknologien er derfor miljøvenlig i modsætning til flere af de teknologier, som virksomheden konkurrerer imod, og som anvender kemisk fremstillede kølemidler med gener for ozonlag og drivhuseffekt.  

Advansor har et klart mål om at være nr. 1 på vores felt. Dette skal ikke kun måles på omsætning, men også på teknologi, kendskabsgrad og ”ansvarlighed”.  

Advansor er stiftet 2006 af Kim G. Christensen og Torben M. Hansen, som begge har en fortid som ledende medarbejdere ved Teknologisk Institut. Efter i en årrække at have serviceret industrien med udvikling og demonstration af køleanlæg og varmepumper med CO2 som arbejdsmedie, var tiden moden til at starte egen produktion af disse anlæg. I november 2011 blev Advansor overdraget til den børsnoterede amerikanske virksomhed Dover Corp. Organisatorisk rapporterer vi til koncernen via Hill Phoenix, Atlanta, som også er en producent af udstyr til køleindustrien.  

I 2012 blev Advansor landsvinder af Gazelle-konkurrencen med en vækst på mere 2.000 pct. i årene 2007-2012.   Videndeling med leverandører og kunder er en naturlig del af vores services, som altid sikrer vores kunder den bedste og nyeste miljøvenlige teknologi. Advansor er en åben virksomhed, der gerne deler viden og idéer. Vores filosofi er baseret på, at vores løsninger betaler sig selv gennem de driftsbesparelser, der opnås ved anlæggene.  

Advansor yder stor rådgivningshjælp til vores kunder og ser vores sparring med kunderne og kundetilpassede løsninger som en stor del af virksomhedens succes.  

Advansor runder i år en omsætning på 200 mio. kr. og har en medarbejderstab på 70 engagerede medarbejdere.    

Hvad optager jer netop nu?
Advansor går i disse år fra at være en skandinavisk/nordeuropæisk leverandør til at være en europæisk leverandør, endda med aktiviteter udenfor Europa. Det er således vigtigt, at vores salgs- og service netværk udbygges i takt med denne ekspansion. De næste 2-3 år vil ekspansionen foregå i Tyskland og Frankrig, imens den på længere sigt vil ske i Østeuropa, Italien og Spanien. Dette kræver stor energi og vilje. I nogle lande ansætter Advansor egne folk, mens det i andre land kan være optimalt at samarbejde med lokale partnere på salgs- og serviceområdet.  

Hvad ser I som jeres største mulighed i de kommende år?
Et nyt F-gas direktiv er trådt i kraft den 1. januar 2015. Dette direktiv regulerer og udfaser de kemiske drivhusgasser, som Advansors teknologi konkurrerer imod. Det er klart, at regulering som denne vil have en stor indflydelse på købsadfærden, men som direktivet er skruet samme, sker dette først for alvor fra 2020.  

En anden væsentlig faktor er en ændring af det finansielle klima, som specielt i de seneste 3 år har afholdt de store supermarkedskæder fra at investere. Vi ser en stor tilbageholdenhed i investeringer, hvilket betyder, at anlægsmassen bliver ældre og ældre. Advansor er klar med nye løsninger, der både sparer energi og miljø, når pengekassen genåbnes.  

Hvad ser I som jeres største udfordring i de kommende år?
Vi ønsker at holde vores markedsandel indenfor CO2-køleanlæg. Dette vil betyde en fordobling af omsætningen frem mod 2020. Dette er en kæmpe udfordring på stort set alle områder. Produktporteføljen skal yderligere udvikles, og balancen mellem standardløsninger og kundetilpassede løsninger skal findes. Noget af vores produktion på standardprodukter skal flyttes væk fra Danmark, sandsynligvis til Polen. Det sker for at sikre prismæssig konkurrencedygtighed.  

Grunden til flytningen er, at vi har meget montagearbejde, som delvist udføres af faglært, men også ufaglært arbejdskraft. Dette vedrører både mekanisk og elektrisk montage. Samtidig med at lønomkostningen kan reduceres til en fjerdel, kan der være nemmere adgang til arbejdskraft. Så der er masser af spændende udfordringer at tage fat på.  

Hvad ser I som den vigtigste fordel ved at være medlem af DI Energi?
Som lille iværksættervirksomhed, der vokser på kort tid, er der selvfølgelig mange ting, som vi har måtte søge hjælp til. Vi har været medlem af DI siden vores start, og DI er en af flere organisationer, vi har modtaget hjælp fra. Vi har modtaget juridisk hjælp, rådgivning i forhold til ansættelser, overenskomster og pension. Vi har også anvendt nogle af kursustilbuddene. Endvidere har vi samarbejdet med DI Energi indenfor energiområdet vedrørende nye lovforslag.

Kontakt image
Konsulent
Tlf: +45 3377 3514
Mobil: +45 3016 6563
E-mail: adladi.dk

Advansor er stiftet 2006 af Kim G. Christensen og Torben M. Hansen, som begge har en fortid som ledende medarbejdere ved Teknologisk Institut.

I november 2011 blev Advansor overdraget til den børsnoterede amerikanske virksomhed Dover Corp.

I 2012 blev Advansor landsvinder af Gazelle-konkurrencen med en vækst på mere 2.000 pct. i årene 2007-2012. 

Advansor runder i år en omsætning på 200 mio. kr. og har 70 engagerede medarbejdere

Vi ser en stor tilbageholdenhed i investeringer, hvilket betyder, at anlægsmassen bliver ældre og ældre. Advansor er klar med nye løsninger, der både sparer energi og miljø, når pengekassen genåbnes.
MANAGING DIRECTOR KIM G. CHRISTENSEN, ADVANSOR