På di.dk anvender vi cookies til en række forskellige formål i forbindelse med funktion, webanalyse og marketing. Klikker du videre på sitet, accepterer du, at der sættes cookies til disse formål. Du kan læse mere om cookies og fravælge brugen af dem på denne side.
Månedens medlem i juli

I DI Energi har vi medlemmerne i fokus. For at give et indblik i medlemmernes verden stiller vi hver måned skarpt på et af vores 400 medlemmer.

Medlemmet får fem skarpe spørgsmål og fortæller om, hvad der optager dem netop nu.

I juli er EWII månedens medlem. Jens Christian Sørensen, konstitueret adm. direktør i EWII besvarer fem skarpe spørgsmål om, hvem EWII er, hvad de har fokus på netop nu, og hvad deres vigtigste fordel er at være medlem af DI Energi.

1. Hvem er EWII?
EWII Koncernen er en privat erhvervsvirksomhed, der består af en række kommercielle og konventionelle datterselskaber.

Vores hovedaktiviteter sker i de kommercielle, markedsorienterede selskaber inden for energisalg, energirådgivning, vindstrømproduktion, fiberbredbånd, tekniske installationsløsninger og services inden for energiteknik, samt teknologiske udviklingsselskaber indenfor grøn energiteknologi, automotive og telemedicinske løsninger.

Vores konventionelle selskaber er underlagt regulering, og vi sætter en ære i at levere god kvalitet til lavest mulige priser inden for elnet, vand og varme, og dermed gøre det attraktivt at være borger og virksomhed i Trekantområdet.

Sammen er vi ét EWII, der arbejder strategisk og fokuseret på at skabe miljørigtige og velfærdsteknologiske løsninger.

EWII Koncernen har i år 150 års jubilæum. Vi er en bredt funderet energikoncern, der har sine rødder og historie i Trekantområdet, men vi har siden 2005 drevet kommercielle forretninger både i Danmark og uden for landets grænser. Vi ejer selskaber i Danmark, Sverige og USA, og sælger produkter og komponenter i Europa, Asien og USA.

Vi har gennem alle årene haft fokus på at udvikle, tænke nyt og sikre en bæredygtig fremtid. Vi vil spille en aktiv og væsentlig rolle i miljø- og klimamæssige spørgsmål, og vi tager aktivt del i den grønne omstilling gennem udvikling af løsninger inden for grøn energiteknologi kombineret med et sundt forretningsmæssigt fokus.

2. Hvad optager EWII netop nu?
Vi er netop nu ved at finde vores ben igen efter en turbulent tid i en mediestorm, og derfor er det vigtigt for os at dreje fokus over på vores forretning igen. Forretningsmæssigt har vi fokus på at bryde igennem og åbne markedet for vores udviklingsteknologiske selskaber indenfor telecare, automotive og brændselsceller.

EWIIs egenudviklede elkøretøj TRIPL, der er beregnet til vareudbringning i byområder, nyder meget stor interesse fra markante spillere på markedet både nationalt og internationalt, og vi har netop flyttet såvel udviklings- som samleproduktionen af TRIPL til Danmark, hvilket vil være med til at skabe endnu bedre muligheder for at følge med markedets store efterspørgsel. Det har vi store forventninger til i årene fremover.

Også vores brændselscellevirksomhed, EWII Fuel Cells, står på kanten af det store internationale gennembrud. Tætte relationer og stærke forretningscases i flere af verdens vækstområder skaber grundlag for optimisme – for nu at sige det på jysk.

Vi fortsætter naturligvis vores indsats indenfor den grønne omstilling, og det understregede vi blandt andet med at udvide vores vindenergiportefølje betragteligt i foråret, hvor vi købte to nyere danske landvindmølleparker. Vi kunne dog godt ønske os, at politikerne fjernede barriererne for at etablere mere vindkraft, herunder først og fremmest afgiftsstrukturer.
I vores bredbåndsvirksomhed, EWII Bredbånd, har vi som de første i vores branche åbnet vores fibernet for en konkurrent, nemlig TDC/YouSee, og vi er rigtig godt i gang med at implementere dette banebrydende tiltag. I konkurrence med TDC/YouSee tilbyder vi vores kunder en række nye muligheder. Vi kan registrere væsentlige forretningsmæssige fordele, og vores kunder er langt overvejende tilfredse med den nye konkurrencesituation.

I starten af året gik EWII Koncernen ind med en væsentlig investering i virksomheden Digizuite. Vi tror på, at de digitale aktiviteter, som er Digizuites kernekompetence, digital asset management – DAM, som blandt andet er håndtering og styring af digitale elementer som eksempelvis billeder og dokumenter, hvilket er et område med stort vækstpotentiale i årene der kommer. I det hele taget er vi meget opmærksomme på Big Data og håndteringen af dette.

Vi har travlt på rigtig mange områder, og vi oplever heldigvis, at vores kunder synes godt om såvel vores produkter, som den service vi leverer. Vi har en stadig stigende kundetilfredshed, hvilket sammen med konkurrencedygtige priser og en meget høj medarbejdertilfredshed er med til at lægge grobunden for en fortsat udvikling af EWII Koncernen.

Vi har samtidig i det første halvår af 2017 markeret vores 150 års jubilæum med en række forskellige aktiviteter, hvor særligt etableringen af Evighedsskoven vil være et markant og blivende aftryk. Evighedsskoven er dels et rekreativt område til glæde og fornøjelse for fremtidens generationer, og dels endnu et tiltag EWII tager for at sikre beskyttelse af vores grundvand og de store vandreserver, der ligger i området.

3. Hvad ser I som jeres største mulighed i de kommende år?
Vi arbejder hårdt på at indfri vores ambitiøse mål. Det kan vi gøre ved organisk vækst først og fremmest i vores salgs- og produktionsselskaber, samt i vores udviklingsselskaber inden for grøn energiteknologi. Men vi har også et skarpt blik på muligheden for opkøb af eller muligheden for at gå ind i nye virksomheder, der hvor vi ser, verden udvikler sig hen. Vi tænker trendfokuseret, og et eksempel på det er, at vi i begyndelsen af året investerede et betydeligt millionbeløb i en virksomhed, der håndterer big data.
 
Vi vil også i fremtiden være en bredt funderet energikoncern, og vi mener, at vi med vores vision og formål har et særdeles godt afsæt for at fortsætte med at udvikle og tænke nyt. EWIIs formål er bl.a. at skabe værdi i Trekantområdet gennem konventionelle og kommercielle aktiviteter. Det kræver de rigtige og de dygtigste medarbejdere. Derfor er en del af strategien også at skabe gode og interessante job i vores koncern.

4. Hvad ser I som jeres største udfordring i de kommende år?
Der er væsentlige udfordringer med stabiliteten i verden i dag. Det er udfordrende at agere på et internationalt marked, der er præget af politisk uro og omskiftelighed, folkevandringer og international terror. Det optager os, og det påvirker vores forretning.

Den nødvendige grønne omstilling og mulighederne for at fremme den udvikling er helt centralt for EWII Koncernen. Vi vil fortsat lægge os i front for at være med til at opfylde og understøtte den ambitiøse klimamålsætning, der ligger for Danmark. Og vi nøjes ikke med at tale om det, hvilket vores engagement i udviklingen af det bæredygtige elkøretøj TRIPL er et rigtig godt eksempel på.

Ligeledes har vi store ambitioner, og meget lovende initiativer i gang inden for telemedicin og velfærdsteknologi i behandlingssystemet – både nationalt og ude i verden. På dette område vil vi fortsætte med at pushe på udviklingen, til gavn og glæde for patienter, behandlingssystemet og samfundsøkonomien.
Herhjemme er vi endvidere udfordret på regulatoriske ordninger indenfor sektoren. Vi kunne ønske os regulativer der i højere grad havde fokus på at fremme målet om stabil, sikker og billig forsyning, fremfor at give unødvendige administrative byrder. Det er meget glædeligt at se, at der er andre steder i vores nære omverden, hvor man er kommet meget længere med regulatorisk enkelthed og en anden afgiftsstruktur. Politikerne kunne med fordel kigge i den retning.
 
5. Hvad ser I som den vigtigste fordel ved at være medlem af DI Energi?

Det har stor betydning for os, at vi kan trække på den knowhow og de kompetencer, der ligger i DI Energi, når det handler om fremme vores internationale interesser og vækst.
Vi oplever også, at DI Energi er gode til temaarrangementer og eksportfremstødsaktiviteter.

Kontakt image
Konsulent
Tlf: +45 3377 3514
Mobil: +45 3016 6563
E-mail: adladi.dk
Fakta om EWII

Antal medarbejdere pr. 9. juni 2017: 545

Nettoomsætning 1.631 mio. DKK

EBITDA 250 mio. DKK

Resultat før skat 48 mio. DKK

Egenkapital 4.718 mio. DKK

EWIIs vindmøller i Danmark, Tyskland og Sverige producerede 231,7 mio. kWh miljørigtig vindstrøm i 2016, svarende til et årsforbrug for ca. 58.000 gennemsnitsfamilier.

EWIIs energirådgivning har bidraget til at reducere energiforbruget i private og offentlige virksomheder samt private husholdninger med 81.654 MWh i 2016

EWIIs konventionelle datterselskaber er blandt landets største på deres område.

TREFOR Vand leverer velsmagende årgangsvand, der er ISO certificeret.

TREFOR Varme leverer billig fjernvarme i Trekantområdet. Priserne er sat ned med 28% siden 2014.

TREFOR El-net har nogle af landets absolut laveste elnet tariffer og selskabet har givet elnetkunderne en stor prisnedsættelse ved ikke at opkræve abonnementsbetaling.

Vi sætter en ære i at levere god kvalitet til lavest mulige priser inden for elnet, vand og varme, og dermed gøre det attraktivt at være borger og virksomhed i Trekantområdet.
KONSTITUERET ADM. DIREKTØR JENS CHRISTIAN SØRENSEN