På di.dk anvender vi cookies til en række forskellige formål i forbindelse med funktion, webanalyse og marketing. Klikker du videre på sitet, accepterer du, at der sættes cookies til disse formål. Du kan læse mere om cookies og fravælge brugen af dem på denne side.
Månedens medlem februar 2016

I DI Energi har vi medlemmerne i fokus. For at give et indblik i medlemmernes verden stiller vi hver måned skarpt på et af vores 400 medlemmer.

Medlemmet får fem skarpe spørgsmål og fortæller om, hvad der optager dem netop nu.

I februar er SE Energi & Klima månedens medlem.

Koncerndirektør Lars Andreasen besvarer fem skarpe spørgsmål om, hvem SE Energi & Klima er, hvad de har fokus på netop nu, og hvad deres vigtigste fordel er af at være medlem af DI Energi. 

1) Hvem er SE?
SE er et moderne andelsselskab, der hver dag kæmper for mere bæredygtig energi og en bedre digital kommunikation ved at udfordre vanetænkning og sætte nye standarder til gavn for mennesker og virksomheder i Danmark. Som energi- og telekoncern leverer vi blandt andet el, energi-effektivisering, fiberbredbånd og kabel-tv til vores over 650.000 kunder gennem vores to forretningsben: ”SE Energi & Klima” og ”Stofa”.  

SE har rødder i Syddanmark, men rækker ud til hele landet. Vi gør en dyd ud af at investere i det samfund, vi er en del af og som i sidste ende har skabt grundlaget for vores virksomhed. I en højteknologisk tid kan andelstanken virke som noget fra en svunden tid, men i SE-koncernen ser vi vores ejerform som en stor styrke. Den tager nemlig afsæt i fællesskab og medfører, at SE’s overskud ikke skal komme få aktionærer til gode, men derimod skabe langsigtet værdi for vores 272.000 andelshavere. På den måde kan vi være med til at sikre gode kundeoplevelser, bedre og konkurrencedygtige produkter samt et bæredygtigt videnssamfund.

2) Hvad optager SE netop nu?
Energisektoren står foran massive forandringer. For det første vil nye regler på el-markedet (Engrosmodellen), som træder i kraft 1. april 2016, medføre store ændringer i SE’s drift. Håbet er, at den vil fremme konkurrencen og gøre det lettere for private og virksomheder at være el-kunder. Derfor bruger vi i SE netop nu en masse ressourcer på at omstille og forberede organisationen, der skal implementere ændringer af arbejdsgange, procedurer og IT-systemer ved siden af den daglige drift, så vi er klar til at håndtere de nye regler pr. 1. april 2016.  

Generelt fylder regulering og myndighedsbehandling rigtig meget i SE netop nu. Både hvad angår det fremadrettede, i forhold til nye markedsregler, en ny energispareaftale, ny forestående regulering af el-netselskaber mv, men også det bagudrettede fylder pt. meget, idet Energitilsynet i øjeblikket er gået i gang med at godkende branchens, og dermed også vores, historiske reguleringsregnskaber fra 2004 til 2014 – altså en revision og fortolkning af regler mere end 10 år bagud i tid.  

Derudover kæmper vi for at gøre alle vores aktiviteter stadig mere effektive og konkurrencedygtige, og rejsen er godt i gang, men langt fra færdig. I den forbindelse er vi store fortalere for en øget konsolidering af el-branchen til gavn for vores ejere og kunder. Den har været undervejs i mange år, men der er stadig store muligheder – og for SE’s vedkommende afventer vi i øjeblikket en godkendelse af konkurrencemyndighederne i forhold til en fusion med Nyfors a.m.b.a. i Nordjylland.  

3) Hvad ser I som jeres største mulighed i de kommende år?
Folketinget har besluttet, at Danmark skal være fri for fossile brændsler senest i 2050, og det betyder, at el vil blive en dominerende energikilde fremover. Derudover tror vi på, at klimakampen og bæredygtige løsninger vil blive efterspurgt i stadig stigende grad. Næste skridt bliver at gøre omstillingen endnu mere omkostningseffektiv.  

Dette skridt vil SE meget gerne bidrage til – blandt andet med energieffektiviserings-aktiviteter i dansk erhvervsliv, investeringer i landbaserede vindmøller og en fremtidssikring af vores el-net, herunder nye kabler og transformere samt ikke mindst en øget digitalisering.  

Afgørende for om det er muligt, at få det fulde potentiale ud af disse muligheder er, at de regulatoriske rammer for vores investeringer tilgodeser den politiske målsætning om, at mindske Danmarks samlede energiforbrug og konvertere det resterende energiforbrug til at være drevet af vedvarende energikilder.

4) Hvad ser I som jeres største udfordring i de kommende år?
I de kommende år vil vi se markant ændrede markeder og rammebetingelser i både tele- og energibranchen, og der venter derfor SE spændende udfordringer. Disruption er et buzzword, som i høj grad kan bruges om begge vores forretningsben. TV- og bredbåndsmarkedet er under stor forandring, idet digitaliseringen for alvor har gjort sit indtog på disse markeder. Vi tror, at energimarkedet også kan blive ramt af store forandringer.  

SE besidder en omstillingsparat organisation, der står klar til at tage hånd om de nye forbrugsmønstre og reguleringer, så vi kan indfri vores dybt forankrede mål om mere bæredygtig energi og et energiforbrug med omtanke. I SE er det ligeledes af høj prioritet konstant at bidrage til udviklingen af morgendagens løsninger for vores kunder, så vi løbende kan tilbyde nye, innovative og holdbare produkter, der kan være til gavn for hele samfundet.  

5) Hvad ser I som den vigtigste fordel ved at være medlem af DI Energi?
Det er givtigt at være del af et netværk, hvor vi kan få og dele viden om hvordan markedet, økonomien og politikken udvikler sig. Vi deltager derfor aktivt i DI Energis bestyrelsesarbejde. Det er ikke alt, vi er enige i politisk, men vi kan være enige om udfordringerne, og har stor glæde af det med- og modspil de øvrige medlemmer bidrager med.

Kontakt image
Konsulent
Tlf: +45 3377 3514
Mobil: +45 3016 6563
E-mail: adladi.dk

SE Energi- og klima arbejder for at lave holdbar omstilling til et mere bæredygtigt energisystem og forsyner husstande og virksomheder med strøm og varetager drift og udvikling af den elbaserede infrastruktur i Syn- og Sønderjylland.

SE Energi- og Klima er en del af SE der er et af Danmarks største energi- og teleselskaber. SE er et adelsselskab der blandt andet leverer el, energieffektiviseringer, fiberbredbånd og kabel-tv til over 650.000 kunder.

SE’s hovedsæde er i Esbjerg og har derudover 4 afdelinger rundt i landet med 1400 medarbejdere. SE dækker 7.000 km2 og servicerer ca. 272.000 husstande i regionen med strøm – og disse udgør SE’s andelshavere og ejere.

Disruption er et buzzword, som i høj grad kan bruges om begge vores forretningsben.

KONCERNDIREKTØR LARS ANDREASEN, SE ENERGI & KLIMA

Det er ikke alt, vi (SE og DI Energi) er enige i politisk, men vi kan være enige om udfordringerne, og har stor glæde af det med- og modspil de øvrige medlemmer bidrager med.

KONCERNDIREKTØR LARS ANDREASEN, SE ENERGI & KLIMA