På di.dk anvender vi cookies til en række forskellige formål i forbindelse med funktion, webanalyse og marketing. Klikker du videre på sitet, accepterer du, at der sættes cookies til disse formål. Du kan læse mere om cookies og fravælge brugen af dem på denne side.

2018 bliver et skelsættende år for klimaet

Troels Ranis, branchedirektør for DI Energi, blogger om udsigterne for klimakampen med virksomhedsperspektiv.

USA’s præsident Trump sendte i marts i år litervis af koldt vand ned over de internationale klimaforhandlinger. Beskeden om, at USA vil forlade Paris-aftalen efterlod klimaforhandlerne våde, kolde og usikre. Men varmen er gradvist kommet tilbage i lemmerne, og COP23 i Bonn sluttede noget bedre, end vi havde frygtet. Der er nu igen fokus på udvikling i stedet for afvikling.

Til næste år skal forhandlerne begynde en dialog om, hvordan man implementerer Paris-aftalen. Og på COP24 i Polen vil vi se, om der er politisk vilje til at øge ambitionerne. Det er nødvendigt, at landene melder mere ind, hvis temperaturstigningen på kloden skal holdes under to grader.

2018 tegner i det hele taget til at blive et skelsættende år for kampen mod klimaforandringerne. I EU skal indsatserne på plads i forhold til klima, energieffektivisering, vedvarende energi og el-markedet. I Danmark vil regeringen i begyndelsen af året komme med et udspil til en energiaftale. Og senere kommer regeringen med et bud på, hvordan vi kan reducere udledningen af CO2 fra transport, landbrug og bygninger. Danmark står med en stor opgave, da vi skal reducere udledningerne med 39 procent frem mod 2030.

Paris-aftalen er den med afstand mest ambitiøse internationale klimaaftale, verden har set. Alle kan se, at den ikke er tilstrækkelig, men den har været med til at skabe et momentum. Samtidig er udviklingen i fuld gang i erhvervslivet, i byerne og andre lokalsamfund.

Det Internationale Energi Agenturs (IEA) seneste analyse viser, at grønne investeringer får et stadig større omfang. Teknologierne udvikler sig ekstremt hurtigt, og det bliver hele tiden billigere og mere konkurrencedygtigt at investere i vedvarende energi. Senest har en analyse fra EU-Kommissionen vist, at den grønne omstilling bliver billigere end ventet på grund af faldende priser på vedvarende energi. Vi kan simpelthen styrke den grønne omstilling, fordi vi kan få mere for pengene.

Samtidig er kul på vej ud. På COP23 markerede en international alliance af lande, at de vil fremme udfasningen af kul. Et af de lande er Danmark.

Vi kan se, at der er stigende efterspørgsel efter de mange danske kompetencer inden for energi og klima. Stribevis af udenlandske delegationer kommer til Danmark og forbi State of Green for at lære om de ting, vi gør så godt. De læser også den nye landerapport fra IEA, hvor Danmark med rette får skyhøje karakterer. Senest deltog jeg i den årlige europæiske vindenergikonference i Holland, hvor gode danske virksomheder prægede billedet.

Tilbage til Trump. Bremser han ikke alt ved at melde USA ud af Paris-aftalen, annullere Obamas ”Clean Power Act” og ændre skattereglerne?

Lige nu skaber Trumps skatteudspil en del usikkerhed for vindmøllebranchen i USA. Men det er langt fra sikkert, at udspillet bliver vedtaget, og Trump ligner mest af alt en deltager i et onemanshow. I realiteten er USA i fuld gang med at investere i klimavenlige teknologier.  I Texas er de glade for vindenergi. I Boston er fjernvarme det store hit. I Californien har man en kæmpe hub for udvikling af clean tech. Californien har i øvrigt deres egen klimaregulering i form af et CO2-kvotesystem i stil med det europæiske. Trump vil gerne vænne den grønne omstilling ryggen, men andre kræfter trækker i en anden retning.

Der er meget at glæde sig over og se frem til. Den grønne omstilling fortsætter, og der er en stor sandsynlighed for, at den vil komme til at gå endnu hurtigere i de kommende år.

Indlægget er også bragt på altinget.dk og DI Business.

Kontakt image
Branchedirektør
Tlf: +45 3377 3683
Mobil: +45 2328 5056
E-mail: trradi.dk

Vi kan se, at der er stigende efterspørgsel efter de mange danske kompetencer inden for energi og klima.

TROELS RANIS, BRANCHEDIREKTØR I DI ENERGI
PUBLICERET: 06-12-2017 OPDATERET: 06-12-2017